GO SLOW – eller historien om min fod.

3 dage efter, jeg havde sat det foreløbigt sidste punktum i min bog i sommers, kom jeg til skade med min venstre fod.

Jeg bor på en gård in the coumtryside i Odsherred. Vi har en stolt tradition for at bære alle mulige og umulige ting. Bare for at nævne et par småting, så har vi flyttet rundt på et panoramavindue på 6 kvadratmeter, adskillige kanoer, hoppeborge og campingvogne.

Så det var da helt naturligt, at min elskede og jeg slap alt, hvad vi havde i hænderne,, da gårdens gaffeltruck skulle flyttes hen til en strømforsyning til opladning!!!!!!!!

4 voksne, fornuftige mennesker, der kaster sig ud i at flytte rundt med en gaffeltruck på 2 tons – kan du se det for dig? Hvis du sidder og ryster på hovedet nu, forstår jeg dig godt.;-)

For at gøre en lang historie kort, så fik jeg min fod i klemme under forhjulet. Lykkeligvis blev den kun klemt – ikke knust. Og et brandsår, da jeg trak min bare fod ud af gummistøvlen.

Og så var jeg sat ud af spil – totalt ud af spil i flere måneder.

Mig, der ellers  er hende, der hjælper andre, var nu dybt afhængig af mine omgivelser. I den periode, hvor jeg kun kunne ligge med benet i vejret, lærte jeg at bede om hjælp – og at modtage den. Det tog sin tid, for man er vel en tapper kvinde, der kan selv????????

Når sådan én som mig, ikke kan finde ud af at bede om hjælp, og til gengæld altid insisterer på selv at hjælpe, så skaber det altså ubalance. Både i omgivelserne og i mig. Det tænkte jeg meget over i de dage…..

Men jeg lærte det – og ved du hvad? Det var faktisk fedt. Og det gav selvfølgelig anledning til nogle funderinger om, at vi alle sammen i virkeligheden gerne vil hjælpe.

Jeg er også en ‘Støvlepige’, så lykken var, at kunne klemme mig ned i en støvle for første gang i flere måneder. YES! Afsted med mig til møde i Kbh. Tre skridt i normalt tempo – og så ellers langsommere og langsommere og laaaaaangsooooommeeeeere…….. for det gjorde bare så ondt.

Der lærte jeg for alvor: Goooo Slooooow. Det var sgu lige før jeg gik baglæns.

Nu er min fod hel – kun et ar minder mig om, at jeg begik en stor dumhed – og lærte meget værdifuldt af det…

GO SLOW er blevet et mantra for mig i alt, hvad jeg gør.

I fysisk forstand gør det stadig ondt, når jeg storker afsted i min sædvanlige marchhastighed. Så jeg har lært at slentre. Det har jeg også i overført forstand: alting behøver ikke at ske eller blive gjort på samme tid – sådan som jeg synes, det skulle førhen. Og jeg når det, jeg gerne vil alligevel – på en meget bedre måde. Og husker at bede om hjælp, når jeg har brug for det. Der er altid nogen, der gerne vil…………