Mit møde med Florense Nattergal
19 feb 2010 Skriv en kommentar
in Begejstring, Det er os der taler om Fremtiden der skaber den, Indignationer. Tags:Florense Nattergal, hjælpsomhed, personlighed
Her for nylig besøgte jeg et ældre ægtepar. Hun var lige blevet opereret og han er ramt af aldersbetingede svækkelser, der gør, at han har svært ved at klare en hel dag alene. Jeg ville lige kigge forbi, for at se om jeg kunne hjælpe med noget. Og her var det så, jeg mødte Florense Nattergal. Hun stod i døren og tog i mod, og bad mig være stille, fordi de to ældre mennesker sov.
Jeg må lige beskrive hende for jer – ikke fordi udseendet betyder noget. Du skulle bare nødig få det indtryk, at hun er en kittelklædt oldschool husholderske med cerut i munden og ål i de brune nyloner. For det er lige så langt fra virkeligheden, som Solen er fra Månen. Florense Nattergal er en lille livlig spirrevip, der stråler af en energi og glæde, der smitter af på omgivelserne. Hun udstråler også en myndighed, som er ubestemmelig. Nogle ville måske sige, at hun oser langt væk af at hvile i sig selv – af en indre ro, der gjorde, at jeg straks følte mig godt tilpas i hendes selskab, selvom om hun var en fuldstændig fremmed. Hendes alder er svær at bedømme – som om den betyder noget, men man kigger jo folk an. Senere fortalte hun mig, at hun er midt i halvtredserne. Hun er, lige som Piet Heins ’lille kat på vejen’, helt sin egen – både i væremåde og udseende. Nærmest tidløs, var min tanke; langt hår, sat op i en tilfældig frisure, rød læbestift, lakerede negle og et tjekket outfit. Jeg var ét stort spørgsmålstegn: ’Hvem I alverden er hun, og hvad laver hun her hos det ældre ægtepar?’
Vi sad altså der i køkkenet med vores kaffe. Det hele var gået så stærkt, at vi ikke havde nået at præsentere os. Jeg var ved at eksplodere af nysgerrighed, så jeg præsenterede mig som en nær ven af huset, og spurgte, hvem hun var.
Og så var det, hun sagde: ’Jamen, jeg er da Florense Nattergal fra ’Florence Nattergals Private HjælpeService’.’

Jeg var lige ved at få kaffen galt i halsen – Florense Nattergal? Det kan man da ikke hedde! Jeg er et høfligt menneske, så det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg sagde bare: ’’Florense Nattergal?’, og så spørgende på hende.
Hun smilede: ’Yep – det hedder jeg faktisk. Min far har en faible for krigshistoriens stærke personligheder og dermed myten om Florence Nightingale og hendes gode gerninger under Krimkrigen. Mine forældre mente, at det var for besværligt for en dansk pige med den engelske stavemåde og valgte at kalde mig Florense med ’s’, og Nattergal til mellemnavn. Du er såmænd ikke den eneste, der tror, det er en joke. Og du skulle bare vide, hvor mange gange folk har belært mig om, at Florense altså staves med ’c’ og ikke ’s’. Det var ikke så nemt at hedde Florense Nattergal, da jeg var barn og slet ikke som teenager. På den anden side, har det nok været med til at forme mig til den, jeg er i dag – givet mig de ’big balls’, der gør, at jeg rejser mig som den berømte tumling, når livet giver mig en på sinkadusen.’
Okay – spændende. Der skulle åbenbart kun et enkelt nysgerrigt spørgsmål til at åbne for Florense Nattergals fortællelyst. Hun havde også sagt noget om ’HjælpeService’, så det spurgte jeg hende selvfølgelig om.
’Jo – ser du, det er jo faktisk en lang historie, der handler om mit liv. Den korte version er, at jeg simpelthen træder til med en hjælpende hånd, når det af en eller anden grund brænder på i en periode rundt omkring hos familierne. Som nu her, hvor disse to dejlige mennesker har brug for aflastning i nogle dage, mens hun kommer sig efter operationen. En, der er her, med god tid, en frisk bemærkning og tid til nærvær. Uden den spændetrøje og kontrol, som holder offentlige ansatte fast i vanvittige tidsplaner og tilsidesætter hensynet til menneskelig værdighed og omsorg. Så jeg er vel en blanding af Husalf og Selskabspapegøje for dem. En altmuligkvinde, der lufter hund, laver mad til fryseren, køber ind, giver gåde råd og omsorg, hvor der er brug for det. Og skam også være stille sammen med dem, uden der er pinlig tavshed. Jeg elsker at hjælpe andre mennesker, så de kommer godt videre, og det gælder både små og store mennesker – aldersmæssigt, altså. Folk, der går i for små sko, og har travlt med at dømme andre, uden at kigge på sig selv, gider jeg altså ikke have noget med at gøre. Det har jeg prøvet, og livet er for kort til at forsøge at ændre indædte gnavpotter til positive, rummelige væsner, ikk’?’
Wauw – nu var jeg da for alvor nysgerrig. Florense Nattergal er helt klart en kvinde, der brænder for det hun gør, og som har sine meningers mod. Og gerne siger dem højt. Samtidig må jeg indrømme, at det var svært ikke at trække på smilebåndet over den tydelige parallel mellem hende og hendes engelske navnesøster, der jo næsten har helgenstatus.
’Sidder du og tænker på, om jeg har taget skade af mit navnefælleskab med den frelsende engel, Mette?’ Florense nattergal kigger på mig med smil i både mundvig og øjne.
’Damn – er kvinden tankelæser eller hvad?’ Jeg griner og svarer: ’Ja.’ Der er ligesom ikke andet at sige…
’Ved du hvad, Mette?’ Det er såmænd et af de spørgsmål, jeg har stillet mig selv flest gange i mit liv. For jeg har jo et stærkt hjælpergen dybt forankret i min personlighed. Det er og har altid været min stærkeste drivkraft. Her stopper så heldigvis ligheden med Florence Nightingale-myten. Jeg har selvfølgelig studeret hendes historie, som jeg opfatter som en blanding af fiktion og fakta, der ikke helt stemmer overens med hinanden. Nok om det. ’
Florense Nattergal har åbenbart mere på hjerte, for hun fortsætter: ’Min trang til at hjælpe andre har ført mig ud i mange hjørner og kroge af tilværelsen – også afkroge. Det var især, når jeg troede, at jeg var til hjælp og støtte, og jeg i virkeligheden tog fuldstændig over og tromlede både de mennesker, jeg bildte mig ind, at jeg hjalp OG mig selv. Og det går jo virkelig ikke, vel? Den måde, jeg hjælper nu, er meget bedre. Og sjovere – for det skal det jo også være. Jeg hjælper nemlig folk med at hjælpe sig selv. Med at styrke sig selv, der hvor de selv synes, de har brug for at blive styrket. Som en slags guide eller vejviser i livet. Jeg synes, at vi har glemt værdien af helt almindelig sund fornuft og dømmekraft i vores omgang med andre, men jeg bruger min flittigt og deler gerne ud af den. Men kun, når det er passende, naturligvis. Det mest trælse i hele verden er jo, når andre påberåber sig retten til at mene og sige, hvad der er bedst for dig og hvad du skal gøre. Jeg får sværere og sværere ved at beherske mig, når jeg støder på folk, der har patent på SANDHEDEN – som om den findes. Kender du det?’
Om jeg kender det? Jeg var nær faldet ned af stolen over hendes sidste ord. De var jo som talt ud af min mund. Jeg var både målløs og begejstret på samme tid. Næsten forskrækket over, at en anden brugte præcis de samme ord, som jeg, når jeg kæmper for at få lov at ændre verden til et bedre sted for os alle. Var jeg i virkeligheden midt i en drøm og Florense Nattergal et produkt af min ønsketænkning? Svaret kom i det samme, for en søvnig stemme kaldte på Florense Nattergal, for at få hjælp til at komme ud af sengen.
Jeg gik derfra et par timer senere med oplevelsen af en dejlig dag og et betydningsfuldt møde.
‘Ooops – I’ve done it again…’
11 okt 2009 3 kommentarer
in Funderinger & Filosofier., Historien om....., Indignationer., Tabu til tale., That's me. Tags:antiFlow, Ærligt talt, Flow, kreative processer, Protest
Nix – det er ikke Blærerøven, der råber min succes ud fra toppen af ‘Begejstringens Tinde’, der skriver det her.
Det er snarere ‘Selvspankeren’, der har opdaget, at hun spænder ben for sig selv og sin inspiration. IGEN!
Jeg ved ikke, hvad det er med mig, der gør, at jeg synes, at alt hvad jeg gør og tænker, skal råbes ud for alle vinde. Tror jeg mon, at jeg skylder Verden at vide alt om mig? Åbenbart! Og nu må det ærligt talt være slut med det. Ikke fordi, jeg har noget skjule. Næ – det handler om, at jeg bliver begejstret og glemmer, at kreative processer tager den tid, det tager – også når det gælder om at skrive en bog.
YEP – nu nærmer jeg mig sagens kerne. Efter en lang modningsproces er jeg igang med de sidste – svære 10 %, i færdiggørelsen af min bog.
Straks brøler jeg ud og hyper det i hele Cyberspace: ‘Jeg vil lade ‘hele Verden’ kigge ind ad nøglehullet til forfatterprocessen’. Vidensdeling, you know…… Som om, jeg er mere interessant, end alle jer andre, der skriver for at dele jeres passion…….?
Intentioner: I top.
Resultat: Inspiration VÆK!!!!
Pointen med min erkendelse og protest? Fra NU af hører du ikke et ord om min bog, før den er der. Jeg piller simpelthen appetizeren af (nix – du får ikke linket her) - som har været håbløst forældet i lang tid. Af min hjemmeside, af min mail signatur – whereever.
Hvad der så sker, fra nu af, er mellem mig og mig.
Hvis du vil mig det godt, så kryds fingre og send mig en masse god energi, så inspirationen strømmer til det sidste træk.
PowerKvinder holder balancen.
04 feb 2009 Skriv en kommentar
in Funderinger & Filosofier., Indignationer., Kreativitet, Tabu til tale. Tags:omtanke, pligt, PowerKvinder, Work/lifebalance
Jeg er lige kommet hjem fra et netværksmøde med 3 powerkvinder.
På mødet kom vi blandt andet ind på, hvordan moderne kvinder – i vores tilfælde businesswomen, er mødre. At vi stadig bliver mødt med fordomme og misbilligelse, når vi – som jeg tit har gjort, stikker min datter en citronmåne med i skole den dag, hun skal have kage med. Istedet for at levere et stk’s perfekt glaseret chokoladekage – hjemmebagt selvfølgelig. Eller gang på gang er hende, der haster forbi det nærmeste pizzeria på vej til det børnehavearrangement, hele familien glæder sig til. Det hele fordi, det er vigtigere at nå det, der er vigtigt, end at fremstå som den evigt tjekkede hausfrau, hvor det hele sitrer af dårlig stemningomkring os, fordi vi har for travlt.
Og så kom jeg til at tænke på alt det med work/lifebalance. De mange store og små situationer, hvor jeg balancerer på en tynd line mellem det, jeg KAN og det jeg SKAL – som businesswoman og på hele privatfronten.
I mit univers er SKAL og BURDE uløseligt forbundet, og det er altsammen noget, der foregår inde i mit hoved – eller hvor det nu foregår. Jeg øver mig dagligt i, at elimenere de 2 pestillenser fra mit tanke – og talesprog. For at holde balancen.
Og i dag var den der så igen-igen. Jeg havde lovet at kigge forbi et cafemøde senere – velvidende, at jeg havde et tidligt morgenmøde i morgen OG 2 dages hardwork i SamtaleAkademiet foran mig. Men hvad – jeg når jo nok det hele!!!!!!!!
Hvor tit er det ikke lige, at jeg tænker det. Og samtidig mærker, at jeg bliver tung og træt i kroppen. Men nu har jeg jo lovet det! Og hvad tænker ‘de andre’ om mig, hvis jeg bare bliver væk? Lige præcis sådan havde jeg det i dag. Bandede mig selv langt væk, fordi jeg nu igen havde bragt mig i en situation, hvor jeg skulle vælge MIG eller de andre….. Pligt fremfor omtanke.
Hvad jeg gjorde? Jeg fik bragt den indre dialog om ‘skal, bør og hvad tænker de andre’ til tavshed. Mærkede efter, hvad der var det bedste for mig i situationen. Og så ringede jeg afbud.
Hvad der skete? Jeg blev mødt med venlighed og forståelse – selvfølgelig! Og kørte hjem. Så nu kan jeg nyde at forberede mig til to travle dage, og glæde mig til at gøre det, jeg elsker allermest – at føre Styrkende Samtaler med fantastiske mennesker. Er jeg lige stolt over mig selv, fordi jeg holdt balancen? YES!
Nye kommentarer