Mette Alleslev 'Ærligt talt – fra tabu til tale'

Min historie om stress.

27 jan 2009 Skriv en kommentar

by Mette Alleslev in Historien om....., Tabu til tale. Tags:erkendelse, håb, lederskab, mod, sårbarhed, skyld, stress, styrke, troværdighed, vilje

FAT MOD.

Vi er mange, der var forvissede om, at det bestemt ikke kunne ske for os. Måske læser du dette, fordi din kæde ER hoppet af? Måske er det lige før? Du er måske fyldt med skam. flovhed og utilstrækkelighedsfølelse, som netop er Stresssygdommens værste og mest hårdnakkede følgesvende?

Det første, vigtigste og sværeste skridt til at komme videre er; ERKENDELSEN af, at du har det skidt og har brug for hjælp. Det kan være hårdt og smertefuldt at gå vejen mod håbet og fremtiden, men tro mig – det er absolut det værd. Bliv ved med at tale om, hvordan du har det. Vis din sårbarhed, og giv dig selv lov til at sørge over, at du har det sådan lige nu. Og andre lov til at holde om dig og trøste dig.

”Hvordan kommer jeg dog nogensinde ovenpå igen?”

Det spørgsmål rumsterede hele tiden i mig. Der skal jo nok nogle forandringer til, og de kan opleves som skræmmende, for hvad vil disse forandringer betyde i forhold til dine omgivelser?

Jeg var selv skrækslagen, da jeg begyndte at gøre noget andet, end det, jeg altid har gjort; hæftet min troværdighed op på, hvad andre mente. Jeg begyndte rejsen “Ind til mig”, og begyndte at lade være med f.eks. altid at tilbyde min hjælp til andre. Og ved du, hvad jeg opdagede? At den største og sværeste forandring var inde i mig. OG “At øvelse gør mester.”  Efter nogen tid talte jeg med nogle af mine allernærmeste om det. Den tilbagemelding jeg fik, var at jeg er blevet meget mere rolig, afslappet og behagelig at være sammen med. Hva´ sir, du så? Ikke et eneste ord om, at jeg var blevet mere selvisk og selvoptaget.

Rejsen ”Ind til Sig.”

Jeg har to “Tricks”, jeg gerne vil dele med dig. De hjælper mig stadig til at holde mig på mit nye spor. Det første og vigtigste for mig er spørgsmålet:

“Gi´ r det her mening for mig, og hvordan gi´r det mening?”

Jeg oplever, at det altid virker; FØR jeg skal træffe et valg eller en beslutning. MENS jeg befinder mig i en situation, der pludselig bliver ubehagelig eller uhensigtsmæssig. Og EFTER jeg har besluttet noget, og kan mærke, at det føles forkert – at jeg endnu engang var for hurtig til at sige JA! Og så melder jeg ud, hvordan jeg har det. Venligt, høfligt og uden at nedgøre andres holdninger eller beslutninger.

I begyndelsen tog det lang tid for mig at finde ud af, hvad det var det rigtige for mig. Når jeg så havde fundet ud af det, havde jeg ondt i maven over at skulle fortælle min ændrede beslutning.

Nu er jeg blevet meget dygtigere til at opfange mine egne signaler: Føles det behageligt eller ubehageligt? Føler jeg mig opstemt eller drænet ved tanken om det, jeg skal? Det er de bedste målestokke, der findes. Jeg bruger lidt tid og tankevirksomhed på, hvordan jeg bedst får fortalt, det jeg vil sige. Altid tættest muligt på “sandheden”. Ingen timelange undskyldninger og forklaringer (det har jeg nemlig været ekspert i hele livet). I langt de fleste tilfælde bli´r jeg mødt med forståelse og respekt. Og DET styrker jo.

Det er ældgamle, ofte ubevidste mønstre, undertrykte og undertrykkende tanker og følelser, vi skal gøre op med, og det er en lang proces. Men igen: det hele værd.

Det andet trick er “Volumenknappen“.

Forestil dig en radio af ældre model med en lodret skyde-knap. Før i tiden stod min volumenknap på højeste styrke, helt op i det røde felt. Ellers følte jeg ikke, jeg gjorde mit bedste. Efter mit stress-sammenbrud begyndte jeg at skrue ned for volumen, i starten ganske lidt, og ligesom på en virkelig radio, kan det næsten ikke opfattes. Det var en forandring inden i mig, men ingen bemærkede, at jeg havde skruet ned. Det kræver lidt tid og træning at finde balancepunktet mellem, det der føles OK for dig, og samtidig ikke bemærkes. Og med tiden kan vi skrue mere og mere ned, og kun spille højt, der hvor det virkelig gælder. Som når vi hører vores yndlingsnummer i radioen og skruer ned, når det er forbi.

Jeg selv og rigtig mange flere mennesker, er beviset på, at der er håb! At vi kan komme hele og forstærkede igennem sygdommen stress. For første gang i mit 51-årige liv er jeg lige der, hvor jeg gerne vil være. jeg har aldrig følt mig så meget i harmoni og balance med mig selv og mine omgivelser. Jeg har endda startet min egen virksomhed, og er KLAR-PARAT til at arbejde mange år endnu med det, der giver mig allermest glæde, mening og livskvalitet.

Et sidste billede:

Lige nu går du på en dunkel og dyster skovsti mellem høje træer, der lukker det meste lys ude. Når du når lidt længere hen ad stien, vil du pludselig begynde at skimte en lysning forude. En smuk lysning mellem bøgetræer, med fugle og blomster og bier der summer. Lige nu, ved du måske ikke, HVAD der venter dig i den lysning, men jeg garanterer dig, at det er smukt, dejligt og værd at vandre efter. Og for hvert skridt du tager hen imod denne lysning, vil du finde mere og mere styrke og mod til at gå videre efter det, du drømmer om og ønsker for dig dine og dine kære.

Jeg aner jo ikke, om alt dette gi´ r mening for dig. Brug det, der gør, og skynd dig at smide det ud, der ikke duer for dig. Gode råd er kun gode, når man kan bruge dem.

Jeg ønsker dig en god vandretur, og en masse lys til rejsen ”Ind til dig”.