Mette Alleslev 'Ærligt talt – fra tabu til tale'

Hvad skal jeg være, når jeg blir’ stor

25 nov 2009 7 kommentarer

by Mette Alleslev in Det er os der taler om Fremtiden der skaber den, Fra drøm til virkelighed, Funderinger & Filosofier., Gæstebloggere, Uddannelse Tags:drømme, Erhvervspraktik, fremtid, karrierevalg, SamtaleAkademiet, Uddannelse

Jeg hedder Olivia Alleslev og skal til at fylde 16 år. Lige nu sidder jeg som erhvervspraktikant i Samtaleakademiet, hvor jeg har fået denne opgave. 

Dengang håret var blåt.

“Hvad skal du være, når du blir’ stor?” er et spørgsmål, der alt for ofte bliver stillet. Lige meget, hvor meget man end smiler undvigende, trækker på skuldrene eller bare kommer med et lettere tøvende svar, er det ganske enkelt ikke til at komme uden om. For hvad skal man egentlig være? Alle ønsker at vide det, for det gælder jo hele ens fremtid og trivsel! Bebrejde dem kan man jo næsten ikke, for det viser bare, at de udviser en positiv interesse for én. Og det skulle da helst være dejligt, ikke?

 Så enkelt er det desværre ikke. Det er nemlig sådan, at hver gang man bliver spurgt om lige dét pokkers spørgsmål, bliver man bare lige lidt mere stresset, lidt mere usikker og lidt mere nervøs. For man har jo egentlig ikke valgt sin fremtid endnu? Går det lige pludselig hen og bliver for sent, og så ender man op med at arbejde bag skranken i en døgnkiosk, hvor lønnen er elendig, og hvor man selv er elendig, for man hader jo det job, og tænk på hvor meget mere man kunne være blevet til, hvis da bare man havde tilrettelagt hele sin fremtid i midten af niende klasse! Så mens man står der med let svedende håndflader og et nervøst flakkende blik, begynder man ganske let og fuldstændig diskret at gå i panik. Efter at have fremsagt utallige ‘øhm’er og ‘tjah’er går det langsomt op for én, at man jo nok egentlig burde sige noget. Så man får med et skuldertræk, der helst skulle få det hele til at virke henkastet og tjekket, fremmumlet noget i stil med: “Joh altså, jeg overvejede jo at blive dyrlæge (her kommer folk altid med opmuntrende udbrud), meeen nu overvejer jeg faktisk mere at blive journalist.” Aha! Straks synes folk, at det er da en endnu bedre idé! Hun er da så dygtig og energisk og velskrivende, så det er da lige jobbet for den søde, grønhårede pige. Og man smiler og nikker, og så er det ligesom slut. Indtil spørgsmålet kommer igen.

Ja, der er jo et væld af muligheder. Murer, læge, kaptajn, advokat, landmand, bibliotekar, statsminister. Og man får ikke meget hjælp til at vælge, for man får da bare at vide, at man kan blive ALT. Tjah, det kunne man måske også i virkeligheden med lidt flittigt arbejde og en smule held. Og dog, så enkelt er det måske bare alligevel heller ikke. Men man har vel altid lov at drømme, og drømmene får i den grad frit spil i min alder. Selvom de nu har antaget en mere realistisk form. Da man var små, var man da i hvert fald sikker på, at mindst én pige ville være designer, og mindst én dreng ville være fodboldspiller. Nu er det lidt mere i stil med frisør og pædagog. Men alligevel har alle stadig deres skjulte drømme, måske dem fra deres barndom. Inderst inde ønsker den lille fodbolddreng stadigvæk, at en talentspejder tilfældigvis kommer forbi den lokale boldbane og tager ham med ind i en verden af professionelt fodboldspil. Og inderst inde ser den lille pige, der altid prøvede sin moders kjoler, stadig sig selv i Paris til et enormt modeshow, hvor hendes navn står blandt designerne. Men virkeligheden bliver barskt banket ind i hovederne på os i det øjeblik, vi forlader sjippetovene.

Selv er jeg også lidt af en drømmer, hvad jeg stædigt holder fast i. Jeg er typen, der sidder med et fjernt udtryk og spejder ud gennem klasselokalets snavsede vinduer og ser mere end bare en halvskaldet busk og en grå himmel. Jeg er typen, der går ned ad skolens kedelige gange med høj musik i ørerne. Ikke for at lukke verden ude, men for at leve mig ind i en ny. Ja, jeg har skam også mine egne drømme. Så når “Hvad skal du være, når du bliver stor,” bliver stillet, gør jeg andet end at panikke. Jeg drømmer. Jeg tænker på, at en dag kan jeg måske sidde ved min computer og skrive på en roman, som verden venter på. En dag kan jeg måske kalde mig selv forfatter.

 Og den drøm er en af grundene til, at jeg lige nu overvejer at blive journalist. Selvfølgelig er det ikke den eneste grund; min interesse for samfundet har også sin ting at sige. Men jeg tænker lidt, at det vel ikke er ulovligt at vælge en karriere, der ligger så meget op af ens drøm, at den lettere kan realiseres. Man skal hellere gå efter drømmen, også selvom den måske aldrig helt går i opfyldelse. Så kan man i det mindste sige til sig selv, når ens liv nærmer sig enden, at man i det mindste kæmpede. Og det er vel bedre, end at leve med et uønsket job hele livet. Selvom det jo også kan være den eneste udvej, det er klart. At leve udelukkende i drømmen kan være farligt.

 I takt med at jeg forvandlede mig fra en lille pige med blonde lokker til en humørsyg teenager med farverig hanekam, forvandledes også min drøm. Fra dyrepasser til dyrlæge til forfatter. Præcis som det sker for alle andre lyse englebørn, der lige nu danser rundt i en drøm, der endnu ikke er blevet alvorlig. Men den er der, og det er det vigtigste. Mister vi drømmen, mister vi livslysten. Det skal ikke ske for mig. Så hvem ved? Måske en dag kan jeg kalde mig forfatter. Nej, ikke bare forfatter. Succesfuld forfatter.