Jeg vil også have en lyserød taxa!
05 okt 2010 Skriv en kommentar
in Business, Det er os der taler om Fremtiden der skaber den, Fra drøm til virkelighed, Tabu til tale. Tags:Filosofisk Selvsving, Kvindelige Iværksættere, Ligestilling
Så du også Horisont i går?
De lyserøse taxi’er i Beirut. Suk – en genial ide; et taxiselskab for kvinder. Der er selvfølgelig delte meninger om, at det er kvinder, der kun kører for kvinder. Beiruts viceborgmester er stolt over, at de har ligestilling i Libanon og harcelerer over, at mænd ikke kan bruge de lyserøde taxier – når nu der er ligestilling….
Og så er der kvinderne udtalelser om, hvorfor de er glade for ideen. Den unge studine, der ikke må køre med mandlige chauffører for sin konservative familie. Hvad gjorde hun egentlig før? Blev hjemme, når der ikke var et familiemedlem, der kunne køre for hende.? Hvem sagde ligestilling? Og kvindernes egen frygt for overgreb, når de kører med en mandlig chauffør hjem fra diskoteket. Mødrene, der frygter for overgreb mod deres børn, når de kører med mandlige chauffører?
Uanset, hvad viceborgmesteren mener om den lyserøde ide, så er der et hidtil udækket ønske og behov, der bliver dækket. Maler jeg fanden på væggen, når jeg tager fat i kvinders frygt for den ‘grimme mand’? Måske – men jeg kender den godt. Lige midt her i det lille trygge Danmark. Har såmænd også bedt en taxachauffør om at stoppe NU, fordi jeg følte mig intimideret – og dermed utryg ved at sidde alene i en bil med ham. En lyserød taxi-kvinde siger det fint: ‘ Der er ligestilling, men der er en forskel’. Det er jeg helt enig i. Synes også, det er tankevækkende, at to af de tre virksomheder, Horisont sætter fokus på, er rettet direkte mod at give kvinder større frihed, tryghed og styrke.
Det ville have klædt de tre danske kvindeekspertkvinder, bl.a. vores ligestillingsminister, at inddrage det i deres kommentarer. Okay – ret skal være ret. Der faldt en bemærkning om, at iværkætterkvinderne i de fattige lande har succes, fordi deres virksomheder tilfører værdi til lokalsamfundet og udbyttet bruges til at uddanne deres børn. men jeg synes sgu’ det var lidt slapt i koderne.
Hvorfor det? Vi befinder os i et paradigmeskifte - også kaldet ‘de feminine energiers tidsalder’. Det handler ikke om køn men om drivkræfter og værdier. ‘Mennesket i centrum’, med mine egne ord. Det er de værdier og drivkræfter, der er interessante og nødvendige at holde fokus på – nu og i fremtiden, så det skal vil tale meget mere om. Og det mener Lykke Friis heldigvis også.
Snigpremiere på et BunkerSpeak avantgarde
18 sep 2010 Skriv en kommentar
in Det er os der taler om Fremtiden der skaber den, Funderinger & Filosofier., Kreativitet, Lyrik & Musik, Tabu til tale., That's me.
Jeg har udfordret mig selv og sagt ja til at være med i en performance i aften, som kunstneren John Rud står i spidsen for. Aner ikke, hvad, der kommer til at ske, så min indre kontrolfreak bævrer.
Det handler blandt andet om interaktivitet – at bryde fortællerens rolle og foregår i et lille kuppelformet beskyttelsesrum med en fuldstændig fantastisk akkustik. Synes jo ikke jeg kan stille op til mit liv første avantgardeperformance uden at komme med et homecreated bidrag, så jeg gik lige i digtermode. Kryds fingre for mig, please.:-)
Velkommen til snigpremiere på:
No more Mainstream – jeg går i beskyttelsesrum
MAINSTREAM –
det er der, hvor det er dig mod de andre
der, hvor enhver passer sit i et iskoldt Tabuland
isoleret fra sig selv – isoleret fra andre.
MAINSTREAM –
det er der, hvor vi lister rundt og taler
om alt og ingenting
med os selv – til os selv
ingen lytter – heller ikke dig
MAINSTREAM –
det er der, hvor Jantes hårde dom bestemmer
at du er ’Inde i Varmen’ eller ’Ude i Kulden.’
konformiteten er i højsædet
fællesskabet er forankret i rigide dogmer,
ingen ved, hvor kommer fra
tilstand – stilstand
MAINSTREAM –
er der, hvor den dogmatiske dogmatiker bliver Førerhunden,
de andre logrende kaster sig i støvet for
reduceret til diminutiver – sat ud af spil
Take it or leave it
forlader du det, er du død – DELETED.
bliver du i det er du død – EXECUTED.
MAINSTREAM
SIRENERNE HYLER
JEG GÅR I BESKYTTELSESRUM
NO MORE MAINSTREAM –
lukker mig inde – slikker sår – pudser fjer –
åbner mig for mig selv
NO MORE MAINSTREAM –
søger indad – gør rent – gør OP
med kulde – konformitet – kastraktion
NO MORE MAINSTREAM –
afdæmoniserer dæmonen, der snerrer om nul og nix
danser med englen, der synger om lys, glæde og kærlighed.
Sirenerne er tavse
STILHED
udenfor og indeni
NO MORE MAINSTREAM –
gør mig klar
klar til at være i Verden
klar til at lytte
klar til at sige det højt, der SKAL siges
ÆRLIGT TALT – fra Tabu til Tale
klar til at mødes – der hvor ordene ender
NO MORE MAINSTREAM-
forlader beskyttelsesrummets beskyttelse
destruerer dogmer
tilintetgør tabuer
frihed til Gensidighed
mødes – mingler – mixer
Menneske til Menneske
GENSIDIGHED siger jeg – GENSIDIGHED
no more mainstream
Den ‘Svære’ eller den ‘Styrkende’ Samtale?
24 apr 2010 En kommentar
in Dedikation., Det er os der taler om Fremtiden der skaber den, Funderinger & Filosofier., Styrkende Kommunikation, Tabu til tale., Trivsel på jobbet., Uncategorized Tags:Den svære Samtale, Pædagogisk Praksis, Professionelt Selvværd
Dette indlæg har jeg oprindeligt blogget på portalen LevLykkeligt.dk. Da der indgår en hel del ÆRLIGT TAL – fra Tabu til Tale, synes jeg også det skal med her på min egen blog.:-)
Det der med Professionelt Selvværd udvikler sig støt og roligt, siden Jens Estrup i efteråret fangede min intention med det. I disse dage er jeg ved at researche til en e-bog og arbejdsbog for lærere og pædagoger, ligesom det jeg har lavet til nye og mindre virksomheder. Jeg er på vej back to basic – min forkærlighed for børnene og de unge; Fremtidens GULD, og de mennesker, der er omkring dem i skoler og institutioner. Kort sagt – jeg bruger min pædagogfaglige baggrund igen. And I love it!:-)
Jeg går selvfølgelig og tænker en masse tanker om, hvad der er vigtigt at perspektivere i det pædagogiske praksisfelt for fremtiden. Og så var det lige, jeg kom til at tænke på det der, med den ‘Svære Samtale’. Der, hvor vi går lige til benet og lufter en bekymring overfor forældre, kolleger eller medarbejdere. Noget SKAL der gøres og det er ofte ømtåleligt og følelsesladet. Dem har jeg haft rigtig mange af, og har altid sat en ære i, at det foregår sobert og etisk. At det er ‘problemet’ – SAGEN, der er fokus på og ikke mennesket, hvis du forstår.
‘Det vi taler om, giver vi liv’! Så hvorfor ikke kalde det en ‘Styrkende Samtale’?
Det handler jo dybest set om at nå til en fælles erkendelse af, at der er noget, der skal gøres noget ved. Og om at finde den bedste løsning i fællesskab. Så den såkaldte ‘svære samtale’ er et samarbejde om det, uanset, hvor ubehageligt og tungt emnet er.
Kunne vi lege med tanken om, at det ligefrem kan være en lettelse, at problemet/bekymringen/sagen bliver bragt fra tabu til tale? At der bliver taget fat på og hånd om ‘Den varme kartoffel’ i stedet for at alle går rundt som ‘Katten om den varme grød’? Og situationen spidser til?
Hvis vi kan blive enige om det, kunne vi så også sige ‘Farvel’ til begrebet den ‘Svære Samtale’ og begynde at kalde det en ‘Styrkende Samtale’? Hvis målet altid er, at samtalen og resultatet skal være styrkende, whatever, tilfører det situationen en helt anderledes livgivende værdi og positiv tilgang for alle involverede.
Jeg mener – det her handler jo om de professionelles tilgang til opgaven. Vi går jo ikke rundt og inviterer fx. forældre til en ‘svær samtale’, vel? Det er mere vores opfattelse af, at det er svært og udfordrende også på den personlige konto. Jeg tror, det ville være meget mere befordrende for den gensidige respekt og forståelse, at vi ændrer mindset omkring én af de centrale opgaver i menneskebranchen. Og begynder at tænke i styrker, muligheder og løsninger, både når vi forbereder os på samtalen, og når vi er i den. Også i livets tunge udfordringer.
Jeg havde lige lyst til at dele mine tanker med dig. Funderingerne er kun en microlille flis af alle de nuancer, facetter, mekanismer og positioner, der er i spil, når det er mennesker og livets alvorligheder, der er på dagsordenen.
Mit møde med Florense Nattergal
19 feb 2010 Skriv en kommentar
in Begejstring, Det er os der taler om Fremtiden der skaber den, Indignationer. Tags:Florense Nattergal, hjælpsomhed, personlighed
Her for nylig besøgte jeg et ældre ægtepar. Hun var lige blevet opereret og han er ramt af aldersbetingede svækkelser, der gør, at han har svært ved at klare en hel dag alene. Jeg ville lige kigge forbi, for at se om jeg kunne hjælpe med noget. Og her var det så, jeg mødte Florense Nattergal. Hun stod i døren og tog i mod, og bad mig være stille, fordi de to ældre mennesker sov.
Jeg må lige beskrive hende for jer – ikke fordi udseendet betyder noget. Du skulle bare nødig få det indtryk, at hun er en kittelklædt oldschool husholderske med cerut i munden og ål i de brune nyloner. For det er lige så langt fra virkeligheden, som Solen er fra Månen. Florense Nattergal er en lille livlig spirrevip, der stråler af en energi og glæde, der smitter af på omgivelserne. Hun udstråler også en myndighed, som er ubestemmelig. Nogle ville måske sige, at hun oser langt væk af at hvile i sig selv – af en indre ro, der gjorde, at jeg straks følte mig godt tilpas i hendes selskab, selvom om hun var en fuldstændig fremmed. Hendes alder er svær at bedømme – som om den betyder noget, men man kigger jo folk an. Senere fortalte hun mig, at hun er midt i halvtredserne. Hun er, lige som Piet Heins ’lille kat på vejen’, helt sin egen – både i væremåde og udseende. Nærmest tidløs, var min tanke; langt hår, sat op i en tilfældig frisure, rød læbestift, lakerede negle og et tjekket outfit. Jeg var ét stort spørgsmålstegn: ’Hvem I alverden er hun, og hvad laver hun her hos det ældre ægtepar?’
Vi sad altså der i køkkenet med vores kaffe. Det hele var gået så stærkt, at vi ikke havde nået at præsentere os. Jeg var ved at eksplodere af nysgerrighed, så jeg præsenterede mig som en nær ven af huset, og spurgte, hvem hun var.
Og så var det, hun sagde: ’Jamen, jeg er da Florense Nattergal fra ’Florence Nattergals Private HjælpeService’.’

Jeg var lige ved at få kaffen galt i halsen – Florense Nattergal? Det kan man da ikke hedde! Jeg er et høfligt menneske, så det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg sagde bare: ’’Florense Nattergal?’, og så spørgende på hende.
Hun smilede: ’Yep – det hedder jeg faktisk. Min far har en faible for krigshistoriens stærke personligheder og dermed myten om Florence Nightingale og hendes gode gerninger under Krimkrigen. Mine forældre mente, at det var for besværligt for en dansk pige med den engelske stavemåde og valgte at kalde mig Florense med ’s’, og Nattergal til mellemnavn. Du er såmænd ikke den eneste, der tror, det er en joke. Og du skulle bare vide, hvor mange gange folk har belært mig om, at Florense altså staves med ’c’ og ikke ’s’. Det var ikke så nemt at hedde Florense Nattergal, da jeg var barn og slet ikke som teenager. På den anden side, har det nok været med til at forme mig til den, jeg er i dag – givet mig de ’big balls’, der gør, at jeg rejser mig som den berømte tumling, når livet giver mig en på sinkadusen.’
Okay – spændende. Der skulle åbenbart kun et enkelt nysgerrigt spørgsmål til at åbne for Florense Nattergals fortællelyst. Hun havde også sagt noget om ’HjælpeService’, så det spurgte jeg hende selvfølgelig om.
’Jo – ser du, det er jo faktisk en lang historie, der handler om mit liv. Den korte version er, at jeg simpelthen træder til med en hjælpende hånd, når det af en eller anden grund brænder på i en periode rundt omkring hos familierne. Som nu her, hvor disse to dejlige mennesker har brug for aflastning i nogle dage, mens hun kommer sig efter operationen. En, der er her, med god tid, en frisk bemærkning og tid til nærvær. Uden den spændetrøje og kontrol, som holder offentlige ansatte fast i vanvittige tidsplaner og tilsidesætter hensynet til menneskelig værdighed og omsorg. Så jeg er vel en blanding af Husalf og Selskabspapegøje for dem. En altmuligkvinde, der lufter hund, laver mad til fryseren, køber ind, giver gåde råd og omsorg, hvor der er brug for det. Og skam også være stille sammen med dem, uden der er pinlig tavshed. Jeg elsker at hjælpe andre mennesker, så de kommer godt videre, og det gælder både små og store mennesker – aldersmæssigt, altså. Folk, der går i for små sko, og har travlt med at dømme andre, uden at kigge på sig selv, gider jeg altså ikke have noget med at gøre. Det har jeg prøvet, og livet er for kort til at forsøge at ændre indædte gnavpotter til positive, rummelige væsner, ikk’?’
Wauw – nu var jeg da for alvor nysgerrig. Florense Nattergal er helt klart en kvinde, der brænder for det hun gør, og som har sine meningers mod. Og gerne siger dem højt. Samtidig må jeg indrømme, at det var svært ikke at trække på smilebåndet over den tydelige parallel mellem hende og hendes engelske navnesøster, der jo næsten har helgenstatus.
’Sidder du og tænker på, om jeg har taget skade af mit navnefælleskab med den frelsende engel, Mette?’ Florense nattergal kigger på mig med smil i både mundvig og øjne.
’Damn – er kvinden tankelæser eller hvad?’ Jeg griner og svarer: ’Ja.’ Der er ligesom ikke andet at sige…
’Ved du hvad, Mette?’ Det er såmænd et af de spørgsmål, jeg har stillet mig selv flest gange i mit liv. For jeg har jo et stærkt hjælpergen dybt forankret i min personlighed. Det er og har altid været min stærkeste drivkraft. Her stopper så heldigvis ligheden med Florence Nightingale-myten. Jeg har selvfølgelig studeret hendes historie, som jeg opfatter som en blanding af fiktion og fakta, der ikke helt stemmer overens med hinanden. Nok om det. ’
Florense Nattergal har åbenbart mere på hjerte, for hun fortsætter: ’Min trang til at hjælpe andre har ført mig ud i mange hjørner og kroge af tilværelsen – også afkroge. Det var især, når jeg troede, at jeg var til hjælp og støtte, og jeg i virkeligheden tog fuldstændig over og tromlede både de mennesker, jeg bildte mig ind, at jeg hjalp OG mig selv. Og det går jo virkelig ikke, vel? Den måde, jeg hjælper nu, er meget bedre. Og sjovere – for det skal det jo også være. Jeg hjælper nemlig folk med at hjælpe sig selv. Med at styrke sig selv, der hvor de selv synes, de har brug for at blive styrket. Som en slags guide eller vejviser i livet. Jeg synes, at vi har glemt værdien af helt almindelig sund fornuft og dømmekraft i vores omgang med andre, men jeg bruger min flittigt og deler gerne ud af den. Men kun, når det er passende, naturligvis. Det mest trælse i hele verden er jo, når andre påberåber sig retten til at mene og sige, hvad der er bedst for dig og hvad du skal gøre. Jeg får sværere og sværere ved at beherske mig, når jeg støder på folk, der har patent på SANDHEDEN – som om den findes. Kender du det?’
Om jeg kender det? Jeg var nær faldet ned af stolen over hendes sidste ord. De var jo som talt ud af min mund. Jeg var både målløs og begejstret på samme tid. Næsten forskrækket over, at en anden brugte præcis de samme ord, som jeg, når jeg kæmper for at få lov at ændre verden til et bedre sted for os alle. Var jeg i virkeligheden midt i en drøm og Florense Nattergal et produkt af min ønsketænkning? Svaret kom i det samme, for en søvnig stemme kaldte på Florense Nattergal, for at få hjælp til at komme ud af sengen.
Jeg gik derfra et par timer senere med oplevelsen af en dejlig dag og et betydningsfuldt møde.
Hvad skal jeg være, når jeg blir’ stor
25 nov 2009 7 kommentarer
in Det er os der taler om Fremtiden der skaber den, Fra drøm til virkelighed, Funderinger & Filosofier., Gæstebloggere, Uddannelse Tags:drømme, Erhvervspraktik, fremtid, karrierevalg, SamtaleAkademiet, Uddannelse
Jeg hedder Olivia Alleslev og skal til at fylde 16 år. Lige nu sidder jeg som erhvervspraktikant i Samtaleakademiet, hvor jeg har fået denne opgave.
“Hvad skal du være, når du blir’ stor?” er et spørgsmål, der alt for ofte bliver stillet. Lige meget, hvor meget man end smiler undvigende, trækker på skuldrene eller bare kommer med et lettere tøvende svar, er det ganske enkelt ikke til at komme uden om. For hvad skal man egentlig være? Alle ønsker at vide det, for det gælder jo hele ens fremtid og trivsel! Bebrejde dem kan man jo næsten ikke, for det viser bare, at de udviser en positiv interesse for én. Og det skulle da helst være dejligt, ikke?
Så enkelt er det desværre ikke. Det er nemlig sådan, at hver gang man bliver spurgt om lige dét pokkers spørgsmål, bliver man bare lige lidt mere stresset, lidt mere usikker og lidt mere nervøs. For man har jo egentlig ikke valgt sin fremtid endnu? Går det lige pludselig hen og bliver for sent, og så ender man op med at arbejde bag skranken i en døgnkiosk, hvor lønnen er elendig, og hvor man selv er elendig, for man hader jo det job, og tænk på hvor meget mere man kunne være blevet til, hvis da bare man havde tilrettelagt hele sin fremtid i midten af niende klasse! Så mens man står der med let svedende håndflader og et nervøst flakkende blik, begynder man ganske let og fuldstændig diskret at gå i panik. Efter at have fremsagt utallige ‘øhm’er og ‘tjah’er går det langsomt op for én, at man jo nok egentlig burde sige noget. Så man får med et skuldertræk, der helst skulle få det hele til at virke henkastet og tjekket, fremmumlet noget i stil med: “Joh altså, jeg overvejede jo at blive dyrlæge (her kommer folk altid med opmuntrende udbrud), meeen nu overvejer jeg faktisk mere at blive journalist.” Aha! Straks synes folk, at det er da en endnu bedre idé! Hun er da så dygtig og energisk og velskrivende, så det er da lige jobbet for den søde, grønhårede pige. Og man smiler og nikker, og så er det ligesom slut. Indtil spørgsmålet kommer igen.
Ja, der er jo et væld af muligheder. Murer, læge, kaptajn, advokat, landmand, bibliotekar, statsminister. Og man får ikke meget hjælp til at vælge, for man får da bare at vide, at man kan blive ALT. Tjah, det kunne man måske også i virkeligheden med lidt flittigt arbejde og en smule held. Og dog, så enkelt er det måske bare alligevel heller ikke. Men man har vel altid lov at drømme, og drømmene får i den grad frit spil i min alder. Selvom de nu har antaget en mere realistisk form. Da man var små, var man da i hvert fald sikker på, at mindst én pige ville være designer, og mindst én dreng ville være fodboldspiller. Nu er det lidt mere i stil med frisør og pædagog. Men alligevel har alle stadig deres skjulte drømme, måske dem fra deres barndom. Inderst inde ønsker den lille fodbolddreng stadigvæk, at en talentspejder tilfældigvis kommer forbi den lokale boldbane og tager ham med ind i en verden af professionelt fodboldspil. Og inderst inde ser den lille pige, der altid prøvede sin moders kjoler, stadig sig selv i Paris til et enormt modeshow, hvor hendes navn står blandt designerne. Men virkeligheden bliver barskt banket ind i hovederne på os i det øjeblik, vi forlader sjippetovene.
Selv er jeg også lidt af en drømmer, hvad jeg stædigt holder fast i. Jeg er typen, der sidder med et fjernt udtryk og spejder ud gennem klasselokalets snavsede vinduer og ser mere end bare en halvskaldet busk og en grå himmel. Jeg er typen, der går ned ad skolens kedelige gange med høj musik i ørerne. Ikke for at lukke verden ude, men for at leve mig ind i en ny. Ja, jeg har skam også mine egne drømme. Så når “Hvad skal du være, når du bliver stor,” bliver stillet, gør jeg andet end at panikke. Jeg drømmer. Jeg tænker på, at en dag kan jeg måske sidde ved min computer og skrive på en roman, som verden venter på. En dag kan jeg måske kalde mig selv forfatter.
Og den drøm er en af grundene til, at jeg lige nu overvejer at blive journalist. Selvfølgelig er det ikke den eneste grund; min interesse for samfundet har også sin ting at sige. Men jeg tænker lidt, at det vel ikke er ulovligt at vælge en karriere, der ligger så meget op af ens drøm, at den lettere kan realiseres. Man skal hellere gå efter drømmen, også selvom den måske aldrig helt går i opfyldelse. Så kan man i det mindste sige til sig selv, når ens liv nærmer sig enden, at man i det mindste kæmpede. Og det er vel bedre, end at leve med et uønsket job hele livet. Selvom det jo også kan være den eneste udvej, det er klart. At leve udelukkende i drømmen kan være farligt.
I takt med at jeg forvandlede mig fra en lille pige med blonde lokker til en humørsyg teenager med farverig hanekam, forvandledes også min drøm. Fra dyrepasser til dyrlæge til forfatter. Præcis som det sker for alle andre lyse englebørn, der lige nu danser rundt i en drøm, der endnu ikke er blevet alvorlig. Men den er der, og det er det vigtigste. Mister vi drømmen, mister vi livslysten. Det skal ikke ske for mig. Så hvem ved? Måske en dag kan jeg kalde mig forfatter. Nej, ikke bare forfatter. Succesfuld forfatter.


Nye kommentarer