Når hjælpsomheden tager overhånd

26 mar 2011 Skriv en kommentar

by Mette Alleslev in Funderinger & Filosofier., Hjælp til Selvhjælp, Kommunikation & Selvværd, Professionel Selvudvikling, Tabu til tale., Trivsel på jobbet. Tags:Chikane, HJÆlpSomheD, Kommunikation, MOBning, Psykologi i praksis, SELvvÆrd

I det forrige blogpost fik du mine vinkler på hjælpsomhed. Jeg ridser lige 2 vigtige pointer op:

• At hjælpe andre, tilfredstiller også dig selv – bevidst eller ubevidst,
• Den bedste måde at hjælpe et andet menneske er altid at tilbyde Hjælp-til Selvhjælp.

Når du erkender og gør det, går du ind i en hårfin balance mellem dine egne behov ( der vil tilfredsstilles maximalt) OG det andet menneskes eget behov for hjælp og støtte. Vi kvajer os, gør vi, når vores iver løber af med os, og vi kommer til at overrule et andet menneske. I almindelige situationer hører det til i afdelingen for ‘UPS &PYT’.

(Ja, okay – der er selvfølgelig undtagelser for det der med Hjælp-til Selvhjælp; de helt lavpraktiske ting som at tage en opvask, være med til at flytte, også videre.)

Mennesket som væsen ELSKER at hjælpe. Vi elsker, når nogen kan bruge os til noget. Jeg tror faktisk, det er en grundforudsætning for os. Fordi, vi oplever, at vi bliver set, hørt og anerkendt for vores viden, erfaring og personlighed. Vi er til nytte og gavn. We love it.

Og så er der lige ‘Overhjælperen’, der ikke har denne fingerspitzgefühl. ‘Overhjælperen’, der tramper ind i vores ‘Jordbærbed’ og overtager styringen fuldstændig. Kender du det?

Min reaktion – direkte fra overlevelsesinstiktet, er som regel; ‘ Back off  - fis lige tilbage på din egen banehalvdel og lad mig passe min.’ Og så er ‘Fanden løs i Laksegade’. Hvorfor? Fordi, det jo opleves som en direkte afvisning af velment velvilje. Og behovet for tilfredsstilelsen ved at hjælpe, bliver ikke opfyldt.

Det, der reeelt sker i den situation er, at ‘Overhjælperen – af lutter velvilje, (hvis det altså ikke er en skjult dagsorden, der er på spil) når at fortælle en hel masse på kort tid – altså usagt:

• Jeg ved bedre, end dig…
• Du kan ikke finde ud det…
• Jeg har ikke tillid til dig…
• Jeg respekterer dig ikke…
• Du er ikke noget værd…

Jeg – du, sidder i en situation, hvor vi oplever, vi er blevet tromlet, jordet, kørt over, nedgjort…

Tilbage er der så det svære valg:

• Orker du at ‘tage den’ nu, for erfaringerne råber om, at det jo nemt ender i et grimt skænderi..
• Kan du leve med, at du lader stå til og lader den være lige nu?
• Øh – er det her mon det, der kaldes ‘chikane’? Måske ligefrem mobning?

Som regel en helt igennem akavet situation for begge parter. Og fuldstænding uholdbar på den lange bane.

Jeg påstår, at vi alle kender det – fra begge sider i en eller anden grad. Både på jobbet og i privatlivet. We’re only humans. Løsningen er selvfølgelig at mødes på midten og få sagt tingene højt, nu og her. Og så må du love mig, at følge dit hjerte og go for yourself!

PS. Hjemme hos os ender det ofte med, at jeg bliver præsenteret for en sang, fordi min darling dear er sang- og musikskriver.