Over et stykke tid er jeg stødt på flere forskellige kurseer og workshops, hvor ‘Styrk din kommunikation’ indgår. Det gibber lidt i mig hvergang, fordi det ligger så tæt op ad ‘Styrkende Kommunikation’, og det er vel egentlig noget pjat?
Ikke desto mindre fik det mig til at tænke over, hvorfor det kommer så tæt på mig og mit – og om det overhovedet gør.
‘Tætheden’ kommer nok af ordet ‘Styrk’, tror jeg. Og det kan jeg jo ved gud ikke påberåbe mig nogen form for ophavsret til. Og stopper det også der, er jeg nået frem til.
For vd nærmere eftertanke, så er det at ‘Styrke din kommunikation’ selve målet. Hvor i mod ’Styrkende Kommunikation’ er et procesværktøj. Et arbejdsredskab, der er beregnet til at føre os der hen, hvor vi ønsker at komme, med afsæt i det, vi er gode til og stolte af, og med et indædt fokus på styrker, potentialer og løsninger. Det er viden om og indsigt i de mekanismer og forskellige interesser, der er på spil i spændingsfeltet mellem det enkelte menneske og fællesskabet. Derfor kobler jeg det også til Personligt Lederskab. Hvis du kender noget til kommunikationsteorier og -metoder, vil du med det samme genkende et stærkt islæt af ‘Appreciative Inquiry’s’ anerkendende tilgang til kommunikationen og processerne i mødet mellem mennesker.
Jeg har været ‘pain in the ass’ for rigtig mange af mine medarbejdere, når jeg har udfordret dem på, hvad anerkendelse egentlig er, så det rent faktisk opleves af alle. Jeg opdagede, at ‘det anerkendende’ har lige så mange fortolkninger, som der er mennesker. Derfor var det, at jeg vekslede ‘anerkendende’ til ‘Styrkende’, da jeg gik i luften med SamtaleAkademiet. For Styrkende er og bliver styrkende. Og dermed havde jeg opfundet redskabet ‘Styrkende Kommunikation’.
I mit eget virke bruger jeg Styrkende Kommunikation & Samtaler til at komme fra Tabu til tale’. Eller med andre ord, gøre op med alle de myter og traditioner, der spænder ben for, at vi folder os ud i vores fulde potentialer og går efter at være det bedste vi er og ønsker at være – whatever. Både som enkeltpersoner og fællesskaber. Styrkende Kommunikation & Samtaler er også det sprog, vi bruger, når vi skaber Fremtiden ved at tale om den. Til de fælles udvekslinger om, hvordan verden kan blive et bedre sted at være, fordi der er plads til Mennesker, Værdier & Relationer. Og til vores indre samtaler mellem tanker og følelser. De skal jo være styrkende, ikk’? Der er også lige kommet en ny spændende krølle på, hvad Styrkende Kommunikation kan bruges til, her for nylig. Nemlig til at polere det ‘Professionelle Selvværd’, så det skinner endnu mere.
Når så alt det er sagt, kan jeg jo kun klappe i mine små buttede hænder over, at der bliver sat et større fokus på kommunikationen mellem mennesker. Kært barn har mange navne, og jeg kalder mit hjertebarn for ‘Styrkende Kommunikation’. Der er mange veje til at nå målet, og det er hermed sat i spil.:-)
‘Ooops – I’ve done it again…’
11. oktober 2009
Nix – det er ikke Blærerøven, der råber min succes ud fra toppen af ‘Begejstringens Tinde’, der skriver det her.
Det er snarere ‘Selvspankeren’, der har opdaget, at hun spænder ben for sig selv og sin inspiration. IGEN!
Jeg ved ikke, hvad det er med mig, der gør, at jeg synes, at alt hvad jeg gør og tænker, skal råbes ud for alle vinde. Tror jeg mon, at jeg skylder Verden at vide alt om mig? Åbenbart! Og nu må det ærligt talt være slut med det. Ikke fordi, jeg har noget skjule. Næ – det handler om, at jeg bliver begejstret og glemmer, at kreative processer tager den tid, det tager – også når det gælder om at skrive en bog.
YEP – nu nærmer jeg mig sagens kerne. Efter en lang modningsproces er jeg igang med de sidste – svære 10 %, i færdiggørelsen af min bog.
Straks brøler jeg ud og hyper det i hele Cyberspace: ‘Jeg vil lade ‘hele Verden’ kigge ind ad nøglehullet til forfatterprocessen’. Vidensdeling, you know…… Som om, jeg er mere interessant, end alle jer andre, der skriver for at dele jeres passion…….?
Intentioner: I top.
Resultat: Inspiration VÆK!!!!
Pointen med min erkendelse og protest? Fra NU af hører du ikke et ord om min bog, før den er der. Jeg piller simpelthen appetizeren af (nix – du får ikke linket her) - som har været håbløst forældet i lang tid. Af min hjemmeside, af min mail signatur – whereever.
Hvad der så sker, fra nu af, er mellem mig og mig.
Hvis du vil mig det godt, så kryds fingre og send mig en masse god energi, så inspirationen strømmer til det sidste træk.
‘Jamen, vi taler jo sammen hver dag…’
24. september 2009
Jeg er ved at lægge sidste hånd på indholdet af en bestilt workshop om ‘Hverdagskommunikation i virksomhederne’.
Den mest almindelige antagelse ud i terrænnet er jo, at ‘vi taler sammen hver dag, så hvorfor skal vi dog bruge tid på en workshop? Udfordringen er at gøre det glasklart, hvorfor det er så vigtigt at tænke den side af virksomhedens liv og udvikling ind i mål og værdier. ‘
Jeg vil æde min gamle hat på, at vi allesammen kender følelsen af at danse ud af sengen – danse afsted på jobbet og danse alle opgaverne igennem hele dagen. bare fordi, vi har fået et klap på skulderen af bossen eller en kollega. Eller fordi, vi lige kom med løsningen på en udfordring. Kort sagt, fordi vi er blevet set, hørt og respekteret. (´Det er jo efterhånden en gammel nyhed, at det ikke kun er lønnen, vi går på arbejde for.)
Hatten bliver spist igen, når jeg påstår, at vi også alle kender følelsen af at vågne op med knuder i maven, lyst til at melde os syge og skræk for hvad dagen bringer. Fordi vi lige fik et uvenligt hak i tuden i farten. Fordi vores gode ide ikke blev hørt, eller fordi det gik skævt med en kunde i går og chefen så sur ud, da du gik hjem.
Det er lidt for tilfældigt og ofte ubevidst, om vi styrker hinanden i det daglige eller om vi piller hinanden ned. Det er synd og skam for alt og alle. Virksomhedens rentabilitet kan trues af alt for mange negative undertekster både internt og i udadtil i forhold til kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere. Som medarbejder giver man den altså ikke hele armen på jobbet, hvis man nærmest føler sig usynlig eller ikke – hørt. Og som kunde gider man da ikke handle med nogen, der bliver sure i betrækket, hvis man stiller et spørgsmål om noget, de ikke lige kan svare på. Eller ringer for at sige, at den lovede vare ikke er nået frem til tiden.
Det er vigtigt for mig at møde folk, der hvor de er, tage dem hen i hånden og følge dem derhen, hvor vi kan begynde at tale om, hvad de taler om i hverdagens travlhed, og ikke mindst hvordan de taler om det. Det allervigtigste er, at det bliver en ægte workshop, hvor deltagerne får lov at udveksle erfaringer og prøve redskaberne af sammen. Så jeg gør det, jeg er allerbedst til: sætter ‘gammel viden’ ind i en ny sammenhæng, der handler om kommmunikationen mellem alle, der har sin gang i virksomheden. Det handler jo både om salg, kundekontakter, trivsel, samarbejde og ikke mindst – LEDELSE.
Et godt ry skal plejes. En kunde er en relation, og relationer skal bygge på tillid, åbenhed og troværdighed. Hvordan taler vi om det?
Medarbejdere er mennesker, der - som alle mennesker, har brug for at vide, at de er til gavn og glæde for fællesskabet = virksomheden. Og de tillader sig såmænd også at have et liv uden for arbejdspladsen, der skal passes. Hvordan taler vi om det?
Og lederne. De er ikke bare ‘led-ledere-ledest’. Næ, de har den særlige udfordring at få en flok forksellige mennesker med forskellige fagligheder og personligheder til at spille sammen, så hjulene ruller optimalt. Det – skal jeg hilse at sige, kræver virkelig færdigheder udi i samtale og kommunikation at skabe gensidighed og fælles forståelse for, hvad det hele går ud på. Ved siden af alle de andre ting, der skal passes.
Måske skulle jeg starte med at udrydde den opfattelse, at kommunikation er en disciplin, der er forbeholdt eksperter? Noget ledere eller udvalgte medarbejdere går på dyre kurser for at lære. Hvorefter det fortoner sig i hverdagens turbulens og aldrig bliver til mere. Jeg mener nemlig, at vi godt ved, hvad det handler om. Vi skal bare hive denne viden ned fra de forskellige hylder og støve den af. Og så ellers blive enige om at gøre en fælles indsats for at styrke hverdagskommunikationen, for at blive (endnu) bedre og stærkere. Som når landholdet går i ‘træningslejr’ for at vinde VM i fodbold.
Great. Det var indholdet i den workshop. Wauw, hvor jeg glæder mig til at sprede det glade budskab i Holbæk & Omegn: det er ikke så svært, det der med den styrkende kommunikation i hverdagen.
Hvad skal barnet hedde?
30. juli 2009
Lige nu er arbejdstitlen: ‘
‘ÆRLIGT TALT – fra tabu til tale. En Mestringsguide til Styrkende Kommunikation, Relationer & Personligt Lederskab´
Egentlig kan jeg bedst lide at starte fra en ende af. Det har bare ikke holdt i arbejdet med min bog. Jeg startede med at fylde stof på de temaer, jeg synes var relevante, i sikker forvisning om, at flowet ville dukke frem undervejs. Det gjorde det også – heldigvis.;-)
Det er noget andet med tiltlen på bogen. Den bliver ved med at rumstere i mit hoved. Som om den vil findes nu…. Og det giver mig altså nogle kvababbelser, gør det. Det er jo en fagbog. Ukonventionel, ganske vist, fordi det er storytelling fyldt med min viden, erfaringer og holdninger. Selvfølgelig med det teoretiske fundament i orden. Den bygger på mine 2 punchlines. Den ene er mit slogan: ‘ÆRLIGT TALT – fra tabu til tale’. Den anden er min drivkraft: ‘Det er os, der taler om Fremtiden, der skaber den.’ Styrkende Kommunikation handler om, hvordan vi taler om den Fremtid, der fokuserer på mennesker, værdier og relationer = Fælleskab og Personligt Lederskab. (Fremfor den forældede system – og økonomitænkning, der stadig er fremherskende – og udgør et glasloft på samfundsplan.)
Jeg vil jo gerne have, at ‘barnets navn’ signaler disse stærke drivkræfter – netop fordi det er en fagbog, der primært henvender sig til undervisngsmiljøer – til dem, der på vej. Men er det for keeeedeligt? Og for tungt? Måske var det bedre at finde på en cool titel, der er mere bemærkelsesværdig? Og derved appellerer mere til de studerende på uddannelsesstederne? Måske er det med titlen, som med forordet, der skrives til allersidst?
Right now, I don’t know!
Så nu sætter jeg det i spil her. Måske har du en mening eller et tip til, hvad der vækker din opmærksomhed? Og som kan hjælpe mig, når ‘mit barn’ skal døbes? 
See you.;-)
Mig, min BOG & min blog.
29. juli 2009
NU GØR JEG DET – deler mine glæder, sorger og udfordringer her på sidste etape på min vej til at blive forfatter.
Jeg blev faktisk inspireret til det af et kapitel i bogen ‘The big MOO”, der handlede om at kunstnere på forkant lader folk være med i kulisserne i skabelsesprocessen.
Det vil jeg også prøve. Og jeg tænker jo alligevel godt, når jeg skriver. Så her kan du følge min proces på vej i mål. Måske kan vi få en styrkende samtale eller 2 undervejs – måske du har nogle erfaringer eller gode råd, du har lyst til at dele med mig?;-)
Foto: Anne-Vibeke Leth.
YEP – det er yours only på en ølkasse med en megafon.
Det er nok gået op for dig, at jeg er VIIIILDT optaget af at skrive min bog om Styrkende Kommunikation, Relationer & Personligt Lederskab færdig. Det er også min største udfordring, for skriveriet har stort set ligget stille i et år. Nu kan jeg se, at det var en nødvendig modningsproces. Men – i det år, der er gået, har jeg haft mange samtaler med mig selv om utilstrækkelighed, uduelighed, overmod, dovenskab, med meget mere. Den historie er jeg ved at omformulere til noget mere positivt nu – En bog tager den tid, en bog tager. Og
det er først nu, jeg har helt styr på markedet, målgruppen, strukturen, flowet og indholdet i bogen. Den skal selvfølgelig også ose mest muligt af ‘The Metteway’. (Ølkassen & megafonen .) Oversat betyder det, af den opfylder mit vigtigste krav til det færdige resultat: en brugs- og taskebog, der har æselører og slidt omslag, fordi den bliver brugt flittigt, når det gælder indsigt i og forståelse for, hvad der egentlig går for sig, når mennesker møder mennsker. Og selvfølgelig hvordan vi taler om de ting Ærligt talt – fra tabu til tale.
Jeg kender heldigvis flere cool personer, der har skrevet og udgivet bøger, og som derfor også kender til den
bjergbestigning, det åbenbart er, når man vil skabe og dele sin viden og erfaring på en underholdende måde. Det er faktisk rigtig
rart, at jeg kan spejle mig i jeres processer – det hjælper til at fjerne det der store ‘Du kan ikke – du duer ikke’, som jo spærrer for inspiration,
skaberkraft og succes.
Jeg har fundet en måde at skrive råstoffet til de sidste kapitler:
Jeg skaber stoffet som blogposts på min engelske blog ‘The Wise Woman
says…’. Af en eller anden grund bliver tanker og ord skarpere, når jeg gør
det på engelsk. Så klikker jeg teksten ind i mit manus, oversætter det til
dansk og skriver det færdigt. Det funker virkelig godt , og så er det sjovt. Så du har altså også mulighed for at snuse til indholdet af bogen allerede nu., hvis du er nysgerrig.;-)
SÅ! Lige om lidt trykker jeg på ‘udgiv’. Og hermed har jeg jo commited mig til at dele mine begejstringer, brølere og betuttelser på forfattervejen.
Ih, hvor det kilder i maven!
See you.;-)
A purple cow with a big MOO!
11. februar 2009
Jeg er fornylig blevet introduceret til en amerikansk fyr ved navn Seth Godin. Ikke personligt – desværre, men det kan nås endnu.
Næ – det er hans filosofi – hans måde at vinkle business og succes, der fuldstændig har grebet mig.
Jeg ved i virkeligheden heller ikke meget om ham – og det er heller ikke det, begejstring handler om. Det handler nemlig om MENING.
Seth Godin har skrevet en bog: ‘The purple cow’. Sådan, som jeg forstår det, er vi nødt til at skille os ud – være den ‘lilla ko’ i flokken af alle de brune.
For et par år siden var det tip top at være en lilla ko. Som tingene udvikler sig, er vi efterhånden allesammen blevet til en lilla ko på hver vores måde.
Så den lilla ko må udstøde ‘det store MUUUH! for at gøre sig bemærket. Kan du følge mig?
Favoritbogen på mit natbord er ‘The big Moo’ - Og jeg elsker den .
Det er 33 big businessbrains, der er gået sammen og deler deres viden og erfaring. under mottoet: ‘Stop trying to be perfect – start being remarkable’. Og så går det ellers ud over stepperne med storytelling , cases og visdom af højeste karat. Du bli’r nødt til selv at læse den! (Forfatterne donerer i øvrigt alt, hvad bogen bringer, ind til velgørende formål!!!)
Jeg grinede mig i søvn igår over denne her illustration i bogen:
Her er vist én, der for længst har sagt: ‘Jante – go home!’.
Jeg har besluttet mig for at være ’A puple cow with a big MOO!’ Jeg committer mig hermed til at holde op med at søge perfektionen, og i stedet være bemærkelsesværdig. And act cool.
Hvordan? Simpelthen ved at være MIG. MUUUUUH!!!!!!
GO SLOW – eller historien om min fod.
11. februar 2009
3 dage efter, jeg havde sat det foreløbigt sidste punktum i min bog i sommers, kom jeg til skade med min venstre fod.
Jeg bor på en gård in the coumtryside i Odsherred. Vi har en stolt tradition for at bære alle mulige og umulige ting. Bare for at nævne et par småting, så har vi flyttet rundt på et panoramavindue på 6 kvadratmeter, adskillige kanoer, hoppeborge og campingvogne.
Så det var da helt naturligt, at min elskede og jeg slap alt, hvad vi havde i hænderne,, da gårdens gaffeltruck skulle flyttes hen til en strømforsyning til opladning!!!!!!!!
4 voksne, fornuftige mennesker, der kaster sig ud i at flytte rundt med en gaffeltruck på 2 tons – kan du se det for dig? Hvis du sidder og ryster på hovedet nu, forstår jeg dig godt.;-)
For at gøre en lang historie kort, så fik jeg min fod i klemme under forhjulet. Lykkeligvis blev den kun klemt – ikke knust. Og et brandsår, da jeg trak min bare fod ud af gummistøvlen.
Og så var jeg sat ud af spil – totalt ud af spil i flere måneder.
Mig, der ellers er hende, der hjælper andre, var nu dybt afhængig af mine omgivelser. I den periode, hvor jeg kun kunne ligge med benet i vejret, lærte jeg at bede om hjælp – og at modtage den. Det tog sin tid, for man er vel en tapper kvinde, der kan selv????????
Når sådan én som mig, ikke kan finde ud af at bede om hjælp, og til gengæld altid insisterer på selv at hjælpe, så skaber det altså ubalance. Både i omgivelserne og i mig. Det tænkte jeg meget over i de dage…..
Men jeg lærte det – og ved du hvad? Det var faktisk fedt. Og det gav selvfølgelig anledning til nogle funderinger om, at vi alle sammen i virkeligheden gerne vil hjælpe.
Jeg er også en ‘Støvlepige’, så lykken var, at kunne klemme mig ned i en støvle for første gang i flere måneder. YES! Afsted med mig til møde i Kbh. Tre skridt i normalt tempo – og så ellers langsommere og langsommere og laaaaaangsooooommeeeeere…….. for det gjorde bare så ondt.
Der lærte jeg for alvor: Goooo Slooooow. Det var sgu lige før jeg gik baglæns.
Nu er min fod hel – kun et ar minder mig om, at jeg begik en stor dumhed – og lærte meget værdifuldt af det…
GO SLOW er blevet et mantra for mig i alt, hvad jeg gør.
I fysisk forstand gør det stadig ondt, når jeg storker afsted i min sædvanlige marchhastighed. Så jeg har lært at slentre. Det har jeg også i overført forstand: alting behøver ikke at ske eller blive gjort på samme tid – sådan som jeg synes, det skulle førhen. Og jeg når det, jeg gerne vil alligevel – på en meget bedre måde. Og husker at bede om hjælp, når jeg har brug for det. Der er altid nogen, der gerne vil…………
Agent Alleslev jubler – eller en fortælling om netværk.
5. februar 2009
Egentlig er dette indlæg skrevet ud som en juble – og pralemail til Erhvervsnetværket Morgendagens Heltinder. Det har vi nemlig en stolt og herlig tradition for. Da jeg læste den, fik jeg lyst til at delemin glæde OG erfaringer med, hvordan jeg er nået lige præcis her til. Og Jante eksisterer ikke i mit univers. Så her er det.
Jep – jeg kan nu smykke mig med titlen ‘agent’. Ikke hemmelig – fuldt officielt.
Nemlig agent i b2b-netværket Global-Network.
Det betyder, at SamtaleAkademiet er leverandør til Global network, som gruppeleder.
Tilbuddet kom som sendt fra himlen, for jeg er ikke just i krise, men kan bestemt godt bruge noget mere brød til smørret.
Det faste indtjeningsgrundlag er dejligt. Og jeg kan næsten ikke få armene ned, fordi opgaven er som skræddersyet til mig.
Den består nemlig i, at samle en flok virksomheder og skabe Styrkende Relationer mellem dem. Og så selvfølgelig få deltagerne til at føle sig godt tilpas, og ikke mindst- sætte ord på deres særlige styrker, talenter og produkter, så de kan powernetværke med hinanden og andre.
Det er sgu da spændende, og lige ind i min kerneydelse og kompetencer.
Hvordan det er gået til? (Dette er videns – og erfaringsdelingen;-))
Jo – der var engang i september måned, hvor jeg humpede rundt på 1½ fod i Forum til Iværk08. For Morgendagens Heltinder selvfølgelig.
Jeg var lidt ør i hovedet, for dagen i forvejen havde jeg jo stået på scenen og modtaget en kæmpehyldest, som Årets Interne Heltinde.
Jeg haltede altså lidt rundt i terænnet og kom forbi Global-Networks stand. Jeg faldt i snak med en herlig ung kvinde, fordi jeg var nysgerrig efter at vide noget om Global.
Jeg kendte både til BNI og Pro-network, og som mentor i Heltindernes virtuelle mentorordning, synes jeg, det er mest etisk at omtale de mulige business netværk på lige og neutral vis, så andre selv kan tage stilling til, hvad der passer dem bedst.
Jeg blev – selvfølgelig!, tilbudt at være gæst på et møde, og det takkede jeg ja til. Igen for at se det selv, med mine egne øjne, ligesom jeg har med de to andre businessnetværk.
Jeg kunne godt lide konceptet og meldte mig ind. Og en dag blev jeg spurgt, om jeg ville starte en gruppe op. Tænke – tænke: ‘Hvad kunne det betyde af fordele og evt. ulemper for SamtaleAkademiet?
Fordelene er absolut flest, så svaret var JA!.
SÅ- d. 20. februar går jeg i luften i Ringsted. I et nyt Iværksætter – og virksomhedshus: ‘Den kreative Matrikel’ i det tidligere garnisonsområde.
Hvordan jeg fik den aftale i stand? Jeg var til et præsentationsarrangement lige før jul, og faldt i snak med to, der er tilknyttet projektet. Så jeg ringede såmænd bare og spurgte, om det kunne være en fordel for begge parter. Det viste sig at være så vel. C’est ca.!;-)
Netværk – netværk – netværk – The Margueritruteway.
Det geniale ved tjansen er også, at den tager ca. en arbejdsdag om ugen + morgenmødet hver fjortende dag.
Så jeg har stadig masser af tid til at føre Styrkende Samtaler med dejlige mennesker enkeltvis eller i flok om netværk, kreativitet og personligt lederskab.
Jeg er da bare ‘Lykkens Pamfilius’, ikk’?;-)
Og når jeg nu er i gang med jublerier og pralerier, så har jeg fået den ære og fornøjelse at være Real Life Mentor i Holbæk Erhvervsråds mentorkorps. Det kom i stand, fordi jeg selv havde en Mentor sidste år. Han mente, at jeg mere hørte til i mentorkorpset, end som Mentee. TAK for det!!!!!!!!
Og så er jeg så glad og stolt over, at jeg omsider har fumlet mig frem til at kreere denne blog, som jeg så længe har ønsket mig. Lene Aarup Vinther, http://www.kortsagtdesign.dk/, gav mig det sidste kærlige puf i en samtale på Møn, da driverheltinderne mødtes. Hun sagde simpelthen: ‘Jamen, Mette, du skal da ha’ din egen blog!’ Så det gik jeg direkte hjem og gjorde. Tak, Lene.
Agent Alleslev takker af for denne gang – armene er begyndt at svæve op i luften igen!
Hjertelige hilsner
Mette
Inspirerende links:
Lene Aarup Vinther: http://www.kortsagtdesign.dk/
GLOBAL-Network: http://www.global-network.com/
Morgendagens Heltinder: http://www.heltinder.dk/
Holbæk Erhversråd: http://www.reghol.dk/
PowerKvinder holder balancen.
4. februar 2009
Jeg er lige kommet hjem fra et netværksmøde med 3 powerkvinder.
På mødet kom vi blandt andet ind på, hvordan moderne kvinder – i vores tilfælde businesswomen, er mødre. At vi stadig bliver mødt med fordomme og misbilligelse, når vi – som jeg tit har gjort, stikker min datter en citronmåne med i skole den dag, hun skal have kage med. Istedet for at levere et stk’s perfekt glaseret chokoladekage – hjemmebagt selvfølgelig. Eller gang på gang er hende, der haster forbi det nærmeste pizzeria på vej til det børnehavearrangement, hele familien glæder sig til. Det hele fordi, det er vigtigere at nå det, der er vigtigt, end at fremstå som den evigt tjekkede hausfrau, hvor det hele sitrer af dårlig stemningomkring os, fordi vi har for travlt.
Og så kom jeg til at tænke på alt det med work/lifebalance. De mange store og små situationer, hvor jeg balancerer på en tynd line mellem det, jeg KAN og det jeg SKAL – som businesswoman og på hele privatfronten.
I mit univers er SKAL og BURDE uløseligt forbundet, og det er altsammen noget, der foregår inde i mit hoved – eller hvor det nu foregår. Jeg øver mig dagligt i, at elimenere de 2 pestillenser fra mit tanke – og talesprog. For at holde balancen.
Og i dag var den der så igen-igen. Jeg havde lovet at kigge forbi et cafemøde senere – velvidende, at jeg havde et tidligt morgenmøde i morgen OG 2 dages hardwork i SamtaleAkademiet foran mig. Men hvad – jeg når jo nok det hele!!!!!!!!
Hvor tit er det ikke lige, at jeg tænker det. Og samtidig mærker, at jeg bliver tung og træt i kroppen. Men nu har jeg jo lovet det! Og hvad tænker ‘de andre’ om mig, hvis jeg bare bliver væk? Lige præcis sådan havde jeg det i dag. Bandede mig selv langt væk, fordi jeg nu igen havde bragt mig i en situation, hvor jeg skulle vælge MIG eller de andre….. Pligt fremfor omtanke.
Hvad jeg gjorde? Jeg fik bragt den indre dialog om ’skal, bør og hvad tænker de andre’ til tavshed. Mærkede efter, hvad der var det bedste for mig i situationen. Og så ringede jeg afbud.
Hvad der skete? Jeg blev mødt med venlighed og forståelse – selvfølgelig! Og kørte hjem. Så nu kan jeg nyde at forberede mig til to travle dage, og glæde mig til at gøre det, jeg elsker allermest – at føre Styrkende Samtaler med fantastiske mennesker. Er jeg lige stolt over mig selv, fordi jeg holdt balancen? YES!
